Nye kommentarer

Blogroll

Websites

Kategorier

Arkiv

Venstrefløjen og islamismen

Skrevet af Morten 6th juli, 2006 Kategoriseret under Religion


Jeg har under Muhammedkrisen været i den bizarre situation at være helt enig i Anders Foghs linie, ja jeg har endda oplevet, at bl.a. Søren Espersen og Morten Messerschmidt fra Dansk Folkeparti har sagt ganske fornuftige ting om sagen. Og samtidig har jeg været ved at kaste op over “venstrefløjens” angreb pÃ¥ Anders Foghs krisehÃ¥ndtering, vrøvlet om de stakkels, forfulgte muslimer og om at ytringsfriheden skal “forvaltes med omtanke” (selvfølgelig har vi ytringsfrihed, MEN!!!). Skillelinjen har ikke gÃ¥et lige mellem højre og venstre side af det politiske spektrum – Uffe Elleman, det gamle fjols er et eksempel pÃ¥ en venstremand, som højlydt har støttet MENet og efterlyst respekt for folks religiøse følelser – men der har været en klar tendens til, at folk pÃ¥ højrefløjen har stÃ¥et nogenlunde fast pÃ¥ ytringsfrihedens ukrænkelighed, mens venstrefløjen har vist større vilje til at sælge ud af dette for demokratiet sÃ¥ vitale princip.
Men måske er (nogen på) venstrefløjen ved at komme til fornuft. I et Interview i Politiken lægger den unge SF folketingsmand Morten Homann i hvert fald op til selvransagelse på venstrefløjen og siger bl.a. om Muhammedkrisen:

Her gik venstrefløjen helt galt i byen”…”NÃ¥r jeg kigger tilbage, har socialisterne i deres 150-Ã¥rige historie altid kæmpet imod religionerne. Hvorfor skete det sÃ¥ ikke under Muhammedsagen

“NÃ¥r vi vil bygge moskeer til de muslimske mindretal, pÃ¥ grund af at en avis har benyttet sin ytringsfrihed til at bringe nogle tegninger af en profet, er det imod alle venstrefløjens værdier. Det er det ogsÃ¥, nÃ¥r vi politianmelder folk pÃ¥ Jyllands-Posten for at have bragt tegningerne. Vi har bevæget os rundt i manegen som en elefant i en porcelænsbutik. Venstrefløjen har fÃ¥et det her forkvaklede billede af, at den bedste mÃ¥de, man tager hensyn til flygtninge og indvandrere i det danske samfund, er ved at beskytte religionen, islam. Og det er en fuldstændig kortslutning. Det mÃ¥ være venstrefløjens opgave at sætte spørgsmÃ¥lstegn ved alle religioner. At stille sig pÃ¥ menneskets side imod de religioner, som undertrykker dem”.

Og på spørgsmålet, om muslimerne ikke har været den svage part i Muhammedsagen, fordi de er et mindretal, som bliver udsat racisme, svarer Morten Homann:

“Jo. Men jeg vil kun forsvare dem som mennesker. Og ikke som religiøse personer, der dikterer, om jeg mÃ¥ tegne profeten eller ej. Det er her, kæden falder helt af – og det burde den ogsÃ¥ have gjort for alle andre pÃ¥ venstrefløjen. Tegningerne har sat en god og nødvendig diskussion i gang om islam og terror og fundamentalistiske islamister, som ønsker at ødelægge vores demokrati”

SÃ¥dan – han kan sørme skelne mellem manden og bolden. Selvfølgelig kan vi sagtens behandle vores medborgere med anden etnisk baggrund ordentligt og rigtigt (det vil sige stort set som vi behandler alle andre) og samtidig kritisere (og latterliggøre) deres middelalderlige religion sønder og sammen. Ja, det er efter min mening vores forbandede pligt!

Jyllands-Posten kommenterer pÃ¥ sagen her – de har fundet lidt flere folk pÃ¥ venstrefløjen, som i store træk er enige med Morten Homann.

{lang: 'da'}


7 Responses to “Venstrefløjen og islamismen”

  1. Rasmus Says:

    Jeg kan sagtens sætte mig ind i det. Som medlem af centrum-venstre har jeg også været splittet. I debatklimaet omkring ambassade-afbrændingerne var det endda ekstra svært, det var som om, der kun var to yderpositioner.

    Senere står det lidt mere klart for mig. Der var en både en indenrigs- og en udenrigspolitisk dagsorden på spil. Udenrigspolitisk havde jeg intet problem med tegningerne, at de religiøse galninge i mellemøsten fægtede rundt med automatrifler ved enhver lejlighed kan vel ikke rigtigt komme bag på nogen. Indenrigspolitisk måtte vi trækkes med Laban og Akkari, som jeg bestemt ikke har nogen sympati for.

    Men der var også en række muslimske borgere, der bare ville leve et fredeligt liv, og som ikke går op i religion, og det var dem, vi prøvede at forsvare.

  2. Rasmus Says:

    Radioudsendelse på P1 om selv samme emne:
    http://www.dr.dk/P1/P1Debat/Udsendelser/2006/07/11131103.htm

    Og så har jeg endelig fået taget mig sammen til at svare på din kommentar om sekulær begrebsforvirring:
    http://ursuppen.blogspot.com/2006/05/sekulr-begrebsforvirring.html

  3. morten Says:

    Og jeg har fået taget mig sammen til at kommentere din første kommentar:

    Hvis vore muslimske medborgere har brug for at blive ”forsvaret”, så bør de forsvares som mennesker, der selvfølgelig har de samme rettigheder (og pligter) som andre indbyggere i Danmark. Men det betyder da ikke, at deres ideer og traditioner skal være fredede for kritik og/eller latterliggørelse, ganske som det jo også gælder for andre danskere. Og muslimer skal selvfølgelig ikke have særlige privilegier, som for eksempel ret til at kræve en særlig respekt for deres religion (eller æresbegreber eller kønsrollemønstre eller andre skøre ideer) fordi de er særligt følsomme eller er et ”sårbart” mindretal..

    Jeg er helt uenig i, at det uforbeholdne forsvar for ytringsfriheden er en ”yderposition”. Det må nødvendigvis være default positionen i et demokrati. Alle ideer og synspunkter skal kunne fremføres og kritiseres og ingen grupper eller ideer kan kræve særlig beskyttelse, hvis demokratiet skal fungere.

  4. Rasmus Says:

    Morten Kjærum, direktør for Institut for Menneskerettigheder udtrykte det ret godt (pointen gengivet frit efter hukommelsen): Den danske samfundsdebat om indvandrere minder om kinesisk vandtortur. De enkelte udfald er i sig selv harmløse, men tilsammen bliver det en systematisk mobning.

    Det var denne systematik, centrum-venstre vendte sig imod, samtidig med at man ikke ville forbyde den enkelte “drÃ¥be”.

    Der var naturligvis ikke blot to yderpositioner; det føltes bare sådan. Højrefløjens yderposition i dette tilfælde var ikke begrænset til et uforbeholdent forsvar for ytringsfriheden, men var også en genereliserende fjendtlighed over for alle muslimer.

  5. morten Says:

    Jeg kan altsÃ¥ ikke genkende det billede Rasmus – og jeg synes, at torturanalogien er langt ude. MÃ¥ske følger jeg ikke med i de rigtige medier, men jeg kan ikke se den systematiske mobning, du taler om. Eller mÃ¥ske er det fordi jeg ikke opfatter kritik af folks ideer (religion, æresbegreber osv.) som mobning.

    Som nævnt er det selvfølgelig alfa og omega at gå efter bolden og ikke efter manden, altså at kritisere ideerne, men ikke de mennesker, som har ideerne. Og her har du selvfølgelig ret i, at (mange på) højrefløjen, anført af præsterne i DF, synes at være generelt fjendtlige over for muslimer. Det bør man selvfølgelig reagere imod, men ikke ved at undlade at kritisere islam, æresdrab, tvangsægteskaber, omskæring af småpiger osv.

  6. Rasmus Says:

    Den systematiske mobning består i, at muslimer mistænkes for at gå ind for alskens grusomheder, og bestandig og offentligt skal tage afstand fra Osama bin Laden, tvangsægteskaber og så videre.

    Men derudover er jeg enig med dig. En sÃ¥rbar mindretalsstatus er ikke en undskyldning for ikke at tilslutte sig moderniteten. Derfor er jeg – som blandt andre Morten Homann og Naser Khader – flov over at, at centrum-venstre har neddroslet modstanden mod de antimoderne strømninger.

  7. morten Says:

    NÃ¥r alskens grusomheder begÃ¥s af muslimer i Allah’s navn skabes der selvfølgelig en kobling mellem religionen islam og udøvelse af grusomheder. Der kan være tale om en ekstrem og fundamentalistisk version af islam, som kun fÃ¥ muslimer gÃ¥r ind for, men hvordan kan man vide det, hvis ingen muslimer vil tage afstand fra den.

    Jeg er faktisk forbavset over, at sÃ¥ fÃ¥ muslimer føler trang til at distancere sig fra Osama bin Laden og herhjemme i andedammen fx Abu Laban, Akkari og Abdul Wahid Pedersen (sidstnævnte er som bekendt ikke meget for at tage afstand fra stening af kvinder). Hvis jeg var religiøs (en absurd tanke!) ville jeg da være pissesur, hvis nogen misbrugte min religion til ting, jeg var modstander af, og jeg kan kun komme i tanke om en ting, der mÃ¥ske kunne fÃ¥ mig til at undlade at gøre opmærksom pÃ¥ det, nemlig frygt. Jeg kender ikke meget til forholdene i de muslimske miljøer, men hvis det er frygt, der forhindrer almindelige muslimer i at sige fra over for nogle fÃ¥ fanatikere, sÃ¥ har vi et problem med ytringsfriheden blandt muslimer. som er langt værre end i sagen om muhammedtegningerne – og meget værre end lidt mobning!

Leave a Comment