Nye kommentarer

Blogroll

Websites

Kategorier

Arkiv

Høns

Skrevet af Morten 20th februar, 2009 Kategoriseret under Adfærd, Neurobiologi


Det er selvfølgelig velkendt, at dyr, herunder mennesker, har feedbacksystemer, som sætter dem i stand til fx at holde øjnene fikseret på et bestemt punkt, når hovedet drejes, eller at holde hovedet fast i en bestemt position, mens kroppen flyttes. Det sidste er høns, som det fremgår af videoen herunder, vist nærmest verdensmestre i:

YouTube Preview Image

Læg også mærke til, at hønen jo ikke selv flytter rundt på sin krop på videoen, og derfor ikke på forhånd kan vide, hvordan bevægelsen vil foregå. Der er altså tale om, at hønens proprioceptive system registrerer kroppens bevægelse og sender besked herom til centralnervesystemet, som derefter giver de relevante muskler i hønens hals ordre til at trække sig sammen eller slappe af, så hovedet forbliver i samme position. Og det hele foregår, som det ses, fantastisk hurtigt og præcist.

Et godt spørgsmål er selvfølgelig, hvorfor høns mon har udviklet denne imponerende evne.

Via: Why evolution is true

{lang: 'da'}


7 Responses to “Høns”

  1. Jesper Says:

    Hvor utroligt. Er der slet ingen bud på hvorfor de kan det, en eller anden fordel må det vel have?

  2. Morten Says:

    Jeg ved ikke meget om det, men fugle kan vist ikke bevæge deres øjne ret meget, og de bliver derfor nødt til at holde hovedet i en fast position, hvis de vil fastholde fokus (vi gør det i stedet ved at bevæge øjnene).

  3. Andreas Hoff Says:

    Det er alts̴ utrolig fascinerende Рdet ser virkelig godt ud!

  4. Bent Lindow Says:

    Morten: du har fuldstændig ret i din forklaring.

    Fugle kan ikke bevæge deres øjne særligt meget (hvis overhovedet), da de har udviklet relativt enorme øjne i forhold til kraniets størrelse. Øjeæblerne er simpelthen for store til at kunne rotere inde i øjenhulerne. På grund af fugleøjets størrelse forstærkes det faktisk af en ringformet knoglestruktur, der hedder den sklerotiske ring.

    For at kunne fokusere på omgivelserne må fugle derfor kunne bevæge hovedet (og dermed halsen) med utrolig stor præcision. Da forlemmerne udviklede sig til vinger, mistede fuglene samtidigt evnen til at bruge dem til at holde på føde og genstande, samt soignere sig. I stedet er de nød til at bruge deres næb (og dermed hals og hoved) til at holde orden i fjerdragten og lignende aktiviteter. Samspillet mellem disse to faktorer har i sidste ende medført udviklingen af relativt lange, meget bevægelige halse (fugle kan have op til 25 halshvirvler!) sammen med en utrolig kompleks halsmuskulatur med tilhørende nerveforbindelser.

    Så den ydmyge hønes fantastiske evne til at holde hovedet i samme position og reagere overmenneskeligt hurtigt og præcist på kroppens bevægelser, har skam en god evolutionær forklaring.

  5. Morten Says:

    Hej Bent og tak for din kommentar.

    Jeg kan i øvrigt forstå, at fugleøjet typisk ikke er kugleformet som vores øje (måske er det umuligt at få plads til så store kugleformede øjne i kraniet), og det må vel begrænse mulighederne for rotation af øjet.

  6. Bent Lindow Says:

    Nemlig!

    Faktisk har især rovfugle (og specielt ugler) relativt aflange øjeæbler, som fungerer nogenlunde ligesom telelinsen på et kamera.

    En finurlig bivirkning ved dette er, at ugler ikke kan fokusere på meget nære objekter. Det betyder at de engang i mellem faktisk må bakke væk fra et dræbt eller såret bytte, så de bedre kan se det, før de æder eller angriber det igen.

  7. Morten Says:

    Hm, det lyder da ikke særligt hensigtsmæssigt. De må da ind i mellem have brug for at kunne se ting, som er tæt på, fx når de skal fodre deres unger.

Leave a Comment