Nye kommentarer

Blogroll

Websites

Kategorier

Arkiv

Aktiv dødshjælp

Skrevet af Morten 7th december, 2008 Kategoriseret under Uncategorized


PÃ¥ min gamle Blogger-blog skrev jeg engang (i 2005) et lille indlæg om aktiv dødshjælp (eutanasi), som David, der er lægestuderende, har kommenteret pÃ¥ i hÃ¥bet om at “inspirere til debat”, men da ingen jo ser det derovre, bringer jeg hans kommentar herunder. Min post handlede om, at etisk rÃ¥ds (negative) holdning til eutanasi i høj grad var præget af religiøse – dvs. irrelevante – argumenter, men Davids pointe er, at der ogsÃ¥ er gode ikke-religiøse argumenter imod eutanasi. Her er hans kommentar:

Hej Morten.

Jeg deler dine synspunkter vedrørende ateisme.

Vedrørende debatten om aktiv eutanasi/medlidenhedsdrab er der et par ting jeg gerne vil anføre.
Tul daglig læser jeg medicin og interesserer mig for medicinsk videnskabsteori og filosofi. Da jeg læste bogen “Rationel Klinik” af Henrik R. Wulff var der meget logik der faldt pÃ¥ plads. At denne forfatter muligviser religiøs, har jeg aldrig tænkt over. Bogen og disciplinen baseres pÃ¥ rationel logisk tænkning. SÃ¥fremt forfatteren er en lillesmule troende, skyldes nok snarere kultur, opvækst, hvad ved jeg? Hvorfor er veloplyste rationelle mennekser troende?
Det skal understreges, at jeg ikke ved om vedkommende er religiøs.

Nå, argumenterne imod medlidenhedsdrab mener jeg ikke udspringer fra religøse betragtninger. Det behøver de i hvert fald ikke.

Af man ikke må dræbe kan vel antages at være en deontologisk betragtning. Men der skal også overvejes en portion utilitarisme, altså konsekvensbetragtninger.

Alle relevante patienter samt pårørende bliver stillet over for det valg, at kunne få gjort ende på sit liv. Skal man vælge at se sin elskede lide eller skal vedkommende slås ihjel?

Hvor er tærsklen? Den vil sikkert skride som årene går (skråplan). Læser man studier fra Holland kan f.eks. støde på et eksempel på medlidenhedsdrab, hvor en fraskilt kvinde, der havde mistet begge børn, ikke ønskede at leve længere.

Et andet argument er, at aktiv eutanasi er absolut uforeneligt med lægeligt virke.
Undetegnede, der snart er færdiguddannet læge ønsker bestemt ikke at udøve denne gerning.

Debatten om medlidenhedsdrab er som alle store etiske debatter uhyrlig kompliceret. Begrundelserne for medlidenhedsdrab er naturligvis trumfkortet, patientens selvbestemmelse. Altså respekten for patientens selvbestemmelsesret. Medlidenhedsdrabet er en naturlig følge af lægers forpligtelse til at afhjælpe lidelse også i livets allersidste fase.

Men hvad er sygdom. Hvor syg skal man være?
Et kendt eksempel fra British Medical Journal 1994 er en hollandske kvinde, der henvendte sig til Eutanasi Selskabet, som henviste hende til en psykiater, der udlevererede den dødbringende medicin. Flere detaljer er udeladt, men forløbet understreger at man i Holland, hvert fald i undtagelsetilfælde anerkender berettigelsen af aktiv dødshjælp, uden at den pågældende er syg i ordets egentlige forstand.

Henrik R. Wulff omtaler i en bog om den danske sundhedsvæsen, hvis titel du ikke vil kunne lide (Den Samaritakse Pligt), en samtale med en Hollandsk lægekollega. Denne hollandske læge havde medvirket ved flere medlidenhedsdrab, fordi han følte, at det var hans pligt. På det rationelle plan mente han det var det rigtige, men følelsesmæssigt reagerede han stærk imod det. Endvidere fortalte han også, at det var værst første gang han gjorde det.

Som Wulff skriver: Jeg kan udmærket forestille mig, at en læge ville finde det lettere at foretage medlidenhedsdrab, når han havde gjort det et større antal gange, men jeg er bange for, at en sådan tilvænning ville være udtryk for en forråelse.
Jeg tror hellere, at jeg ville lade mig behandle af en læge, som har bevaret respekt for livet end af én, der har vænnet sig til at tage livet af folk.”

Der er meget mere at sige. Og det er sagt af andre. Synes blot jeg måtte bidrage. Jeg synes ikke medlidenhedsdrab skal legaliseres. Ovenstående er få argumenter. Som læge, eller som andet sundhedspersonale, kommer man tæt på de her ting. Mange patienter er ikke bange for døden, men tiden før. Uværdigheden. Smerten. Mange pårørende beskriver den sidste tid som meget værdifuld for både den afdøde og de efterladte. Den smertelindrende behandling i dag er meget effektiv og et fåtal af patienter dør med stærke kroniske smerter eller andre ligeså pinefulde symptomer.

Jeg håber ovenstående kan inspirere til debat. Jeg synes ikke modstanden imod eutanasi behøver at være religiøst baseret.

Slutteligt skal nævnes, at der ikke er nogen facitliste for rigtigheden af forskellige etiske standpunkter, men det er vigtigt nøje, at gennemtænke de enkelte etiske problemer. Debatten om eutanasi er i dag i alt for høj grad præget af følelsesbetonede meningstilkendegivelser og manglende indsigt i den kliniske hverdag.

Hilsen
David, lægestuderende.

Jeg synes ikke Davids argumenter er særlig gode. Han siger fx at “aktiv eutanasi er absolut uforeneligt med lægeligt virke”, men hvorfor er det det? Man kunne da sagtens argumentere for, at “lægeligt virke” handler om at hjælpe syge mennesker, og at uhelbredeligt syge mennesker netop kan hjælpes ved at give dem en værdig og smertefri død, hvis de ønsker det. David er ogsÃ¥ bange for, at der vil blive tale om en glidebaneeffekt, som kan føre til, at læger vil blive bedt om at hjælpe folk med at begÃ¥ selvmord, men det argument giver jeg altsÃ¥ heller ikke meget for. Man kan selvfølgelig sagtens vedtage, at eutanasi kun kan komme pÃ¥ tale for patienter, som er uhelbredeligt syge og kun har kort tid igen. Og iøvrigt er det jo en mærkelig formynderisk holdning, at vi bliver nødt til at fastholde nogle bestemte høje moralske standarder, for hvis tingene først begynder at skride, sÃ¥ ender det uvilkÃ¥rligt med Sodoma og Gomorra. Endelig forsøger David sig med, at den sidste tid ofte beskrives som værdifuld ogsÃ¥ for den afdøde (men af de pÃ¥rørende) og at effektiv smertebehandling gør, at kun fÃ¥ patienter dør med stærke smerter, men de argumenter forstÃ¥r jeg slet ikke. Hvis den døende ikke har slemme smerter og føler, at den sidste tid er værdifuld, sÃ¥ vil han/hun vel næppe vælge eutanasi, og det at nogle patienter har det pÃ¥ den mÃ¥de er da et rigtig dÃ¥rligt argument for at nægte de, som har det dÃ¥rligt og har mange smerter, muligheden for at blive hjulpet herfra lidt før tiden. Til sidst vil jeg lige anholde Davids brug af termer som “slÃ¥s ihjel” og “medlidenhedsdrab”. Det første udtryk lugter stærkt af, at der skulle være tale om en uønsket aflivning uden patientens samtykke, hvilket selvfølgelig ikke er tilfældet. Og der er jo heller ikke tale om, at patienten skal aflives, fordi lægen eller andre har medlidenhed med vedkommende. Beslutningen skal naturligvis tages af patienten selv, og lægens holdning til patienten eller sagen er irrelevant.

{lang: 'da'}


4 Responses to “Aktiv dødshjælp”

  1. tosommerfugle Says:

    Jeg er sÃ¥dan set ret enig med dig, men alligevel en masse ord 🙂

    Umiddelbart ser det for mig ud som om den gode stud.med havde lagt sig op af det spin som dødshjælps-modstanderne i Det etiske råd (egentlig bioetiske), gav for at være imod dødshjælp. Men de var stærkt præget af præster, teologer og læger. Og dødshjælp handler ikke om bioetik.

    Jeg kører selv en blog, hvor et hovedtema er retten til at dø, med mange cases og etiske overvejelser. Se evt.:
    * En sommerfugls selvmord.
    Jeg tillader mig at linke til nogle indlæg med yderligere detaljer…..

    Det er netop fint i trÃ¥d med lægeløftet at kunne hjælpe med en nemmere død, nÃ¥r det er klart for begge at der ikke er mulighed for hjælp til et liv som den “dødstrængende” kan værdsætte.
    * Lægeløftet kræver aktiv dødshjælp

    En helt central pointe er at selvmord ikke er forbudt, og nÃ¥r vi “glemmer” dem som begÃ¥r et uafklaret selvmord i en krise, tror jeg at de fleste kan have forstÃ¥else for at der findes situationer hvor døden er et gode. Selv præster kan bede for at døden udfrier en lidende fra livet, ogsÃ¥ selv om de ikke vil agere pÃ¥ deres næstekærlige følelse.
    * Moral og etik i aktiv dødshjælp
    * Lægen lod Guds vilje ske: Aktiv dødshjælp

    NÃ¥r et selvmord besluttes mens den “berørte” har det sÃ¥ godt som muligt, det er gennemtænkt og afklaret, og nærtstÃ¥ende er enige i at det er det mindst ringe alternativ, ser jeg ikke andet end religiøst (deontologisk) baserede argumenter imod. Hvor grænsen gÃ¥r er et meget individuelt spørgsmÃ¥l, og det er urealistisk med et kategorisk imperativ som hÃ¥ndfast regel.
    * Kants kategoriske imperativ misbruges

    Min holdning er at det ikke er etisk kompliceret nÃ¥r det er den dødstrængenes eget valg og initiativ. Selvfølgelig skal der ikke komme nogen “tror du ikke hellere at du mÃ¥…”. Det bliver sværere nÃ¥r der ikke er basis for at den pÃ¥gældende selv kan forholde sig, hvad grunden sÃ¥ mÃ¥tte være. Med mindre der er tvivl om hensigterne, ser jeg ikke noget behov for meget kantede og juristeristiske regler.
    * Robert Latimer og ret færd
    * Lydie Debaine: En moders kærlighed

    En central misforstÃ¥else er at dødshjælp handler om ulidelige smerter hos døende. Dette giver mulighed for den korrekte observation at det er meget sjældent at lægerne ikke kan forhindre at patienten ligger og skriger af smerte. Om ikke andet ved “terminal sedering”. En kraftig bedøvelse, og sÃ¥ venter vi bare pÃ¥ at kroppen kreperer. Det kaldes underligt nok for pleje.

    Men hvad med en som er gammel, og blot ikke ønsker at sidde på første parket til at kroppen svigter stump for stump? Som ikke værdsætter kirkens forherligelse af lidelser før døden?
    * Lisette Nigot sagde stop mens legen var god

    I øvrigt mener jeg at det er “udtryk for en forrÃ¥else” indøvet i mange Ã¥r, nÃ¥r sundhedssystemet som en selvfølgelighed acceptere at døende har det hamrende elendigt (efter at smerterne er døvet ned), og blot venter pÃ¥ at dø. Jeg tror at mange undlader at spørge, fordi de ved at svaret er nej.

    Jeg ved godt at mange selv ønsker at holde ved med de allersidste neglestumper, sÃ¥ mange timer som muligt. Der ville det selvfølgelig være ret uetisk at sige “det er vist bedre at du dør”. Det tror jeg heller ikke at ret mange kunne finde pÃ¥.

  2. Lotte Says:

    @David

    “Debatten om eutanasi er i dag i alt for høj grad præget af følelsesbetonede meningstilkendegivelser og manglende indsigt i den kliniske hverdag.”

    Helt og aldeles enig.
    Men….

    Jeg arbejder, blandt flere andre ting, med mennesker, der har diagnosen alzheimer, dem jeg har berøring med er i de sidste stadier af sygdommen. Og aldrig har jeg da set sÃ¥ meget lidelse i en ellers forholdsvis velfungerende krop. Det er (visse dage) ubeskriveligt sÃ¥ meget nogle af disse mennesker lider. Forladt af pÃ¥rørende, der ikke kan klare sygdommens ubarmhjertige udvisken af hele hukommelsessytemet, evigt omgivet af angst og momentan konfrontation med “lyse øjeblikke” er de hensat til bare at visne. UDEN vel at mærke at kunne tage en rationel beslutning om f.eks. seponering. Død og pine de SKAL leve. Jeg mener, det er i direkte strid med bÃ¥de lægeløfte og fundamentale etiske rettigheder. Og listen er lang, lang lang. Mennesker med svære uhelbredelige psykoser etc. Medicinen eksisterer, ergo skal den gives synes mantraet at være. Undertegnede og kollegaer taler tit om, at hvis vi nÃ¥r dertil sÃ¥ gælder det om at komme sygdommen i forkøbet og tage livet inden alverdens velmenende sympatisører dømmer os til karteterpleje, daglige bleskift og madning tre gange dagligt.

    Du kan sige, at du ikke vil være med til at slå ihjel, men jeg mener på samme konto, at du bør have en tilsvarende refleksion der går på, hvornår det så er rimeligt at fortsætte en behandling.

    I de tilfælde, som dem jeg f.eks. taler om herover, da mener jeg, at lægen har mindst (hvis ikke mere) lige sÃ¥ meget “blod på¨hænderne” som dem, der producerer og sælger muligheden for 3-5 Ã¥r i angst, smerte og lidelse der i bedste fald kun kan lindres.

    @Morten

    Der eksisterer et hav af lidelser, hvor patienten ikke selv kan tage stilling. At skrive et testamente, hvor man frabeder sig behandling er ikke en løsning i de tilfælde, hvor sygdommen ikke er pludselig, for den dag, hvor sygdommen er blevet for streng, har patienten selv mistet grebet, og så er beslutningen alligevel op til de pårørende, såfremt de ikke også har forladt skuden, og det har de desværre ofte. Hvem skal så?

  3. David Says:

    Spændende efter lang tid at læse jeres kommentarer.
    Nedenstående er blevet en længere smøre. Håber i vil læse og kommentere.

    Aktiv dødshjælp:
    Min pointe vedrørende dette emne er at jeg ikke ser anden mulighed, end at forkaste den simple problemstilling om at være for eller imod aktiv dødshjælp, men i stedet overveje om man finder den berettiget i visse situationer.

    Kan huske, at have læst om en mand i USA, der tilfældigt var til stede ved en trafikulykke, hvor en lastbil var væltet og førerhuset stod i flammer. Chaufføren var fastklemt, og manden tog sin pistol frem og skød chaufføren så han ikke skulle brænde ihjel. Det har sandsynligvis været manden dybt imod. Ekstremt, men jeg bebrejder da ikke manden noget i moralsk henseende.

    Når man diskuterer argumenter for og imod indførsel af aktiv dødshjælp i sundhedsvæsnet plejer jeg at tænke på disse fire kategorier:

    1) Patienter, hvor dødsønsket ikke skyldes sygdom, men har andre årsager.
    2) Patienter med psykisk sygdom.
    3) Patienter med legemlig sygdom, typisk kræft, der er på det rene med, at deres sygdom er dødelig og frygter det fremtidige forløb.
    4) Patienter, der er svært lidende i slutfasen af den legemlige sygdom, typisk kræftpatienter med svære smerter.

    Første patient kunne være en 50-årig kvinde, fraskilt. To sønner, hvor den ene har begået selvmord og den anden er nylig død af kræft. Hun har haft mange samtaler med lægen, der ikke er i tvivl om at patienten ønsker har et dødsønske.
    Bør lægen fortage dødshjælpen forudsat det var lovligt?
    Patientorienteret (utilitarisme): Hun vil nok bære sin sorg resten af livet. Det er muligt at hun aldrig vil finde at livet er værd at leve, men det er også muligt at hun bedres og måske opbygger en ny tilværelse. Prognosen er svær.
    Regelutilitarisme: Hvad ville konsekvenserne være, hvis alle læger tilbød aktiv dødshjælp i sÃ¥danne tilfælde? Det leder tanken hen pÃ¥ krig og ulykke, hvor der mÃ¥ herske mange lignende tragedier, hvor mennesker har mistet alle pÃ¥rørende. MÃ¥ske skulle man dengang og nu oprette “eutanasi-stationer”, der tilbød at aflive sÃ¥danne mennesker
    Krigen tilsidesætter pligten til ikke at dræbe og jeg synes ikke man også bør tilsidesætte denne i fredstid på baggrund af usikre utilitaristiske betragtninger om den pågældendes livskvalitet.
    Kvinden kan ikke betegnes som mentalt syg. Håbløsheden er vel snarere en normalreaktion.

    Ovennævnte eksempel 1 måske lidt for ukontroversielt til sådan en smøre, men er interessant fordi det IKKE er fiktivt (BMJ 1994; 308: 431-2). Den pågældende patient var fra Holland og henvendte sig til Euthanasi-Selskabet, som henviste til hendes psykiater. Denne, en praktiserende læge og en ven var til stede da hun indtog medicinen. Der kan være ting i sagen, der ikke er rapporteret, men eksemplet viser at man i dag i Holland, i hvert fald i undtagelsestilfælde anerkender berettigelsen af aktiv dødshjælp, uden at den pågældende er syg i ordets almindelige forstand.

    2) Denne giver sig selv. Det er almindeligt med dødsønsker i psykiatrisk praksis. Ja, nærmest dagligt. Her behandler man altså patienternes depression fremfor en noget hurtigere proces som aflivning. Det gælder også alle psykoser (reelle sindsygdomme). Man griber også ind ved selvmordsforsøg.

    3)
    En 50-Ã¥rig uhelbredelig lungekræftpatient med spredning tl hjernen og lever. Alle kan forestille sig eksempler…
    Patientutilitaristisk: Med et par forbehold, kan vi godt blive enige om, at såfremt patienten ønsker at dø, vil dette udfald være det bedste for patienten. Jeg vil heller ikke bebrejde en læge der ikke genopliver denne patient efter f.eks. en blodprop i hjertet. Og naturligvis vil man respektere patientens valg, hvis han nægter at tage penicillin for en eventuel lungebetændelse.
    Alligevel vil jeg ikke gÃ¥ med til aktiv dødshjælp til denne patient grundet de generelle utilitaristiske hensyn: Jeg nævner i mit første indlæg, at valget hos mange patienter og pÃ¥rørende opfattes unødigt belastende. Det er ikke nemt som pÃ¥rørende at tage stilling til om ens nære skal aflives eller lide – selvom i mÃ¥ske synes det. I Holland angives de fleste tilfælde at være patienter i slutstadiet af sygdommen, men det rimer ikke helt med at de fleste medlidenhedsdrab finder sted i hjemmet, oftest foretaget af den praktiserende læge, og at kun et mindstetal af patienterne har smerter.
    Også ældre med fremadskridende, aldersbetinget, invaliditet lider meget! Man hører ofte disse patineter fortælle hvor ulykkelige der er over, at være deres ægtefælle eller travle børn til last. Hvis aktiv euthanasi blev udbredt kunne også disse patienter, udover den lidelse, som deres sygdom medfører, overveje om ikke de burde lade sig aflive for familiens eller samfundets skyld.
    Et anden lille interessant betragtning i afdeling for skrÃ¥plan omhandler respekten for patientens autonomi – altsÃ¥ rettet til at lade sig aflive. Der er dog en hage ved dette “trumfargument”. Ifølge lov har lægen pligt til at gøre det bedste for patienten UDEN dennes samtykke, sÃ¥fremt patienten ikke har sin autonomi i behold. Det kunne være en mentalt handicappet patient eller et barn. Anerkender man at lægelig gerning i fremtiden skal inkludere aflivning, sÃ¥ burde dert medføre det standpunkt, at læger ogsÃ¥ skulle aflive ikke-autonome patienter, hvis de skønnede at det var det bedste for dem.
    Det er altså svært at opretholde det synspunkt at autonome patienter skal have lov til at dø, mens ikke-autonome patienter skal tvinges til at leve videre.
    Også patienternes psykiske tilstand skal tages i betragtning. Efter den forfærdelige besked, er patienternes psyke naturligvis yderst omskiftelig. Mange oplever depressioner, fortrængning, angst, vrede og til sidst ofte resignation. Enhver kliniker, der har haft med disse patienter at gøre ved, at de ved én konsultation kan være dybt deprimerede og ved den næste er oppe at køre og har lagt helt urealistiske planer for fremtiden.

    4) Den værste kategori. Heldigvis et mindretal af kræftpatienterne. Det er helt normalt at opleve at de pårørende og patienten direkte beder om at lægen sørger for at lidelsen snart må få en ende. I sådanne tilfælde er det indtil videre lægens pligt at behandle smerterne så effektivt som overhovedet muligt.
    Her gælder den moralfilosofiske argumentation som ligner den romersk-katolske tese om abort: Det er forbudt, men der er én undtagelse. Fosterdrab tillades hvis det er nødvendigt for at redde moderens liv. Handlingen sikrer moderens overlevelse, hvorimod forstrets død ikke er intenderet, men en tragisk sekundær effekt. PÅ samme måde er øgning af morfindosis udelukkende motiveret af et ønske om at afhjælpe lidelsen, mens fremskyndelsen af dødstidspunktet er en sekundær, ikke-intenderet følgevirkning. Motivet er vigtigt!
    I vil sige: Hvorfor ikke give patienten den dødbringende sprøjte? Alt håb er jo ude og alle venter på at patienten skal få fred.

    Min egen modvilje mod en sådan praksis bygger først og fremmest på følgende argumenter: Det er ikke lægens pligt at slå mennesker ihjel; det vil medføre lidelse for andre patienter, og det vil med stor sandsynlighed bringe os ud på et skråplan. Man må formode at ønsket om at tillade aktiv eutanasi opstod i sådanne tilfælde. Selvom Holland rapporterer dårligt fremgår det klart af statistikken, at denne sidste patientkategori i dag kun udgør en lille del af de tilfælde, hvor der ydes aktiv dødshjælp.

    Venlig hilsen
    David

    P.S.

    Til Lotte
    Det at stoppe udsigtsløs behandling i samråd med pårørende og naturligvis patienten (om muligt) er helt lovligt. Det foregår hele tiden. Det kunne være at slukke for en respirator. Det er naturligvis ikke de unge læger der ordner den sag, men derimod de relevante speciallæger. Så derfor kan jeg ikke sige noget om min generelle holdning da det forudsætter viden om de relevante sygdomme på speciallægeniveau og den har jeg ikke.

  4. laserklinik Says:

    Tak for en meget informativ og velskrevet artikel

Leave a Comment