Nye kommentarer

Blogroll

Websites

Kategorier

Arkiv

Antimuslimsk?

Skrevet af Morten 18th maj, 2008 Kategoriseret under Religion


muslim.jpgJeg forstÃ¥r ikke al den hype omkring Kristian Thulesen Dahls udtalelser om, at DF “pÃ¥ nogle stræk” er antimuslimsk. Der er jo ikke ligefrem tale om nogen politisk kovending, og kun folk, som har ligget i koma i de sidste mange Ã¥r, kan være overraskede over udmeldingen. Selvfølgelig er DF da et antimuslimsk parti.

SÃ¥ problemet er Ã¥benbart, at det bliver sagt højt – det er altsÃ¥ et spørgsmÃ¥l om politisk korrekthed. Eller rettere sagt: det er noget værre bavl. Lad dog folk – DF’ere, nazister, Hisb-ut-Tahrir tilhængere og alle mulige andre – sige, hvad de mener. SÃ¥ ved vi da, hvor vi har dem.

Men hvorfor er det egentlig et problem at være antimuslimsk (og altsÃ¥ endnu værre at sige det højt)? Som jeg ser det, afhænger det af, hvad man mener med ordet “antimuslimsk”, som kan forstÃ¥s pÃ¥ i hvert fald to forskellige mÃ¥der:

1. Man er helt generelt imod muslimer (som mennesker). Muslimer betragtes som undermennesker, som man ikke kan stole på (de er alle kriminelle eller terrorister), og som derfor bør sættes i fængsel, smides ud af landet eller det, der er værre.

2. Man er kun imod muslimer i det omfang de insisterer på at dyrke deres religion i det offentlige rum og forlanger, at der skal laves særlige foranstaltninger og tages særlige hensyn til dem. Det er religionen og ikke menneskene, der er problemet, men når menneskene aktivt promoverer religionen, gør de sig selv til en del af problemet. Det betyder dog ikke, at muslimer skal behandles anderledes end alle andre mennesker i det danske samfund, men de har altså heller ikke krav på særlig respekt eller beskyttelse mod kritik eller sågar hån og latterliggørelse.

Den første måde, som altså taler for forskelsbehandling af muslimer og lugter lidt af racisme/fascisme, er selvfølgelig dybt forkastelig. Den anden måde taler for, at muslimer skal behandles akkurat ligesom andre mennesker, herunder at de og især deres religiøse og kulturelle praksis kan kritiseres sønder og sammen, og den er efter min opfattelse fuldstændig legitim.

Der er sikkert folk i DF, som gÃ¥r ind for nr. 1, men gælder det ogsÃ¥ Thulesen Dahl? Lad os se, hvad han siger: “Vi vækker ikke som sÃ¥dan til kamp mod muslimer. Derfor er vi ikke fanatiske antimuslimer, men vi er antimuslimske pÃ¥ den mÃ¥de, at vi er imod ting som krav om tilhylning af kvinder og forbud mod, at piger og drenge bader sammen.” Det mÃ¥ da vist siges at være en klar to’er, sÃ¥ jeg har svært ved at se problemet. ForstÃ¥et pÃ¥ den mÃ¥de er jeg da bestemt ogsÃ¥ antimuslimsk, selvom jeg givetvis er det af andre grunde end Thulesen Dahl (jeg vil gerne understrege, at jeg ellers ikke nærer sympati for DF’s synspunkter – ja faktisk er jeg ret sÃ¥ antiDF’sk)

Men hvis Thulesen Dahls udtalelser blot er udtryk for, at han mener, der skal gælde de samme regler for muslimer som for andre borgere i Danmark, hvad har hans kritikere så gang i? Går de ind for positiv forskelsbehandling af muslimer? Ja, det er der nok nogle, der gør. Især folk, der hælder lidt til venstre har en tendens til at se muslimer som en svag og udsat gruppe, som bør støttes og hjælpes og beskyttes mod kritik. Problemet er selvfølgelig, at hvis det er rigtigt, at muslimer er en svag og udsat gruppe, så er de det jo på grund af deres religion og kultur, som altså ikke må kritiseres. Det er en slags catch-22 situation og jeg er selvfølgelig fuldstændig uenig i, at forskelsbehandling er det, der skal til. Det, der skal til, er derimod, at muslimerne bliver nødt til at indse, at i hvert fald dele af deres religion og kultur (æresbegreber, forhold mellem kønnene, forhold til individuel frihed og fx seksuel frigørelse osv.) ikke er forenelig med livet i et moderne samfund som det danske.

Derudover er der sÃ¥ kulturrelativisterne, som ikke mener, at der findes kriterier, der kan bruges til at veje kulturer mod hinanden, og at vi vesterlændinge derfor ikke har nogen ret til at kritisere muslimer og muslimsk kultur. Den holdning er selvfølgelig helt til grin – ligestilling er altsÃ¥ bedre end kvindeundertrykkelse, individuel frihed er bedre end kollektivisme, sekularisme er bedre end teokrati.

Endelig er der dem – som mÃ¥ske irriterer mig allermest – der mener, at religion er noget særligt (følelsesladet, personligt, spirituelt eller hvad ved jeg), og at man derfor bør afholde sig fra at kritisere ikke alene muslimers men ogsÃ¥ alle andres religion. Det er jeg, som læsere af denne blog vil vide, tordnende uenig i. Religion er en rablende forkert ide/ideologi, som handler om hvordan verden ser ud og fungerer, og som kan have voldsomt stor indflydelse pÃ¥ folks liv og adfærd, og derfor bør den – islam sÃ¥vel som alle andre religioner – kritiseres uafladeligt, indtil den gÃ¥r væk.

{lang: 'da'}


19 Responses to “Antimuslimsk?”

  1. Lotte Says:

    Morten, den her udtalelse:

    (jeg vil gerne understrege, at jeg ellers ikke nærer sympati for DF’s synspunkter – ja faktisk er jeg ret sÃ¥ antiDF’sk)

    Får hele dit ellers interessante indlæg til at falde til jorden med en brag. Jeg forfalder til at skrive selvmodsigende.

    Det burde ikke være nødvendigt at skrive sådan, hvis man søger hen mod en distinktion mellem det der siges, og den fortolkning det skal have i rationalitetens navn.

    Og så vil jeg da gerne vide, hvad du mener DF står for? Hvis du skriver, at du er antiDF’sk, er jeg nødt til at konkludere, at du f.eks. også er imod deres ældrepolitik osv.

    Det er en ommer !

    Ps. Resten er jeg enig med dig i.

  2. mogmich Says:

    Jeg vil nu mene, at ordet “antimuslimsk” normalt vil betyde (1) som du nævner.

    Hvis det er religionen man er imod, er det vel mere hensigtsmæssigt at sige “anti-islamisk” eller “anti-islamistisk”?

    Jeg ved, at du selv er meget imod enhver religion, og godt kan finde pÃ¥ at kalde religiøse mennesker “tÃ¥ber” eller lignende, men det kan jo ikke misforstÃ¥s pÃ¥ samme mÃ¥de.

    Der er helt klart brug for religionskritik i dag, men sÃ¥ bør man vel ogsÃ¥ holde sig til det, altsÃ¥ kritik af selve religionerne – og af religiøsitet som sÃ¥dan?

  3. Morten Says:

    @Lotte: Jeg forstår ikke rigtig, hvad du mener. Hvori består selvmodsigelsen?

    Jeg følte blot trang til at pointere, at det med at være antimuslimsk (i betydning nr. 2) er en af ret fÃ¥ ting, jeg er enig med DF om. En anden ting er deres holdning til dyrevelfærd. Men der er altsÃ¥ meget mere, jeg er uenig med dem i. Jeg kan ikke snuppe deres Billedblads-nationalisme og begejstring for kongehuset, kirken, politiet og militæret. Og jeg kan ikke snuppe deres Danmark for danskerne xenofobi – i virkeligheden er de jo ikke bare antimuslimske, de er anti-fremmede (i hvert fald fremmede med sort hÃ¥r og brun hud). Og med hensyn til deres ældrepolitik, gÃ¥r den sÃ¥ ikke bare ud pÃ¥ at score stemmer bÃ¥de fra de ældre, som jo udgør en voksende del af befolkningen, og fra travle yngre danskere, der har dÃ¥rlig samvittighed over for deres ældre familiemedlemmer? Hele kernen i DF’s politik er efter min mening decideret kvalmende – og jeg kan altsÃ¥ heller ikke fordrage Pia – sÃ¥ der er masser af gode grunde til at distancere mig fra dem.

    @Mogens: For ikke sÃ¥ længe siden ville jeg have givet dig ret i, at man bør holde tingene adskilt og gÃ¥ efter bolden (religionen) istedet for manden (muslimen), men jeg er altsÃ¥ siden kommet til den konklusion, at denne idealistiske skelnen ikke alene er umulig at opretholde i praksis men ogsÃ¥ er teoretisk uholdbar. Religion eksisterer jo ikke som en selvstændig ting uden forbindelse til de mennesker, som dyrker den, og hvis man kritiserer en religion vil dens tilhængere jo ogsÃ¥ føle, at kritikken rammer dem personligt (se bare hvor fornærmede eller sÃ¥rede mange muslimer blev over karrikaturerne af Muhammed). Det er jo fuldstændigt det samme, som i alle mulige andre sammenhænge. Hvis en af mine kursister fx siger, at to plus to er fem, og jeg sÃ¥ pÃ¥peger, at det er forkert, og at to plus to er fire, sÃ¥ har jeg kritiseret kursistens ide, men selvfølgelig har jeg ogsÃ¥ samtidig kritiseret kursisten, som jo har regnet forkert. Og pÃ¥ samme mÃ¥de vil en kritik af islam uværgeligt ogsÃ¥ være en kritik af de muslimer, som er tilhængere af islam. Jeg kunne altsÃ¥ godt sige, at jeg er anti-islamisk, men det ville bare ogsÃ¥ betyde, at jeg er antimuslimsk, fordi muslimer jo selv definerer sig som tilhængere af islam. Det eneste problem ved at kalde sig antimuslimsk er derfor, at nogle mennesker vil forstÃ¥ det pÃ¥ mÃ¥de nr. 1, fordi de fuldstændig definerer folk ved deres religion. Men jeg er modstander af at inddele folk efter religiøst tilhørsforhold, for det er jo fuldstændigt ligegyldigt i de fleste sammenhænge. Jeg har ofte muslimer i mine klasser, bortset fra at nÃ¥r de sidder der, sÃ¥ er de ikke muslimer – de er mine kursister. Konklusion: NÃ¥r jeg siger, at jeg er antimuslimsk, mener jeg, at jeg er imod islam og dermed ogsÃ¥ imod muslimer, der jo definerer sig selv som tilhængere af islam men kun i deres egenskab af muslimer. Jeg er altsÃ¥ pÃ¥ ingen mÃ¥de imod dem som mennesker.

  4. Lotte Says:

    @Morten

    @Lotte: Jeg forstår ikke rigtig, hvad du mener. Hvori består selvmodsigelsen?

    En MEGET stor del af Ã¥rsagen til, at det er “forbudt” at kritisere islam er, at politikerne og IKKE MINDST journalisterne har haft held til at udrÃ¥be DF til et skrækkeligt parti med et skidt menneskesyn. Du gør det næsten selv i indlægget.
    SAMME mennesker råber til forsvar for de religiøse følelser og retten til f.eks. symbolske tørklæder, og det gælder så ikke dig.
    Det selvmodsigende bestÃ¥r i, at man pÃ¥ den ene side udtaler at DF er nogle skidte personer med ONDE motiver, du skriver det næsten ligeud. Det handler om at score stemmer, mens du pÃ¥ den anden side ogsÃ¥ mener, at man ikke ér sin religion. Det mÃ¥ ogsÃ¥ gælde, at man ikke ER sin politik Ok du giver den et spørgsmÃ¥lestegn til sidst, der bløder den lidt op, men tilgiv mig, jeg tror ikke pÃ¥, at du mener det spørgsmÃ¥lstegn helt 🙂

    HVIS man vil gå STRENGT efter en sag, så er det HAMRENDE vigtigt, at man holder sig til sagen, der i dette tilfælde er islam og faktum er, at DF er det ENESTE parti, der har den dagsorden, og det er SELVFØLGELIG et problem.

    NÃ¥r det er sagt, sÃ¥ skal du have STOR ros for at tage fat om “lorten” det har du været længe om. Og ræsonnementet vedr. kursister er VIGTIGT i den forbindelse. Det er helt afgørende, at vi/man IKKE taler om konkrete mennesker, men holder os til sagen, og den sag ekskluderer MOTIVANALYSER der vedrører, om folk er gode eller onde.

    Det svarer til at sige: længe leve mangfoldigheden minus dansk folkeparti.

    Og for en god ordens skyld. Havde der været tale om SF, Venstre eller ethvert andet parti, så havde jeg skrevet præcis det samme. Vi/man må IKKE lade en stemning styre en vigtig debat. Det er både uakademisk og aldeles uintelligent.

    Du har et godt blik for, at mennesker IKKE er deres religion, og hvis vi/man nogensinde skal videre, så skal og bør man forstå den meget vigtige pointe. Og det gælder også tilhængere af div. religioner/-ismer.

  5. Morten Says:

    @Lotte: Muslimer, kristne, ateister, DF’ere, SF’ere er alle mennesker, og mennesker kan da ikke firkantet inddeles i de gode og de onde (og de grimme 🙂 ). For det første ligger det jo ikke fast, hvad god og ond betyder (9-11 hijackerne mente sikkert selv, at de var gode mennesker/muslimer), og selvom vi kunne enes om en definition, sÃ¥ ville ingen mennesker jo være fuldstændig onde eller fuldstændig gode (Pia har en labrador og er garanteret god mod dyr 🙂 ). Jeg kunne altsÃ¥ ikke drømme om at sige, at DF’ere er onde mennesker, og det er heller ikke det, jeg gør. Jeg siger bare, at (en meget stor del af) deres politik er noget skrammel. Og pÃ¥ fuldstændig samme mÃ¥de, kunne jeg heller ikke drømme om at kalde muslimer for onde mennesker. Jeg siger bare, at deres religion er noget skrammel. Som det fremgÃ¥r har jeg altsÃ¥ stadig svært ved at se selvmodsigelsen.

    PÃ¥ den andens side er jeg, som det ses af mit svar til Mogens, kommet til den konklusion, at man ikke kan kritisere folks politiske eller religiøse holdninger uden at kritisere de mennesker, som har disse holdninger. Hvis jeg kalder DF xenofobt, sÃ¥ rammer kritikken selvfølgelig ogsÃ¥ medlemmerne af DF og i nogen grad ogsÃ¥ de vælgere, som har stemt pÃ¥ partiet. Og nÃ¥r jeg kritiserer islam, kan det ikke undgÃ¥s, at jeg samtidig kritiserer muslimer, fordi de er tilhængere af islam. Og ikke alene kan det ikke undgÃ¥s, at kritikken af en holdning rammer de personer, som har den pÃ¥gældende holdning, men sÃ¥dan skal det selvfølgelig ogsÃ¥ være. Folk har – eller bør pÃ¥tage sig – ansvaret for deres holdninger, og derfor skal de selvfølgelig kritiseres for at have kritisable holdninger.

    NÃ¥r jeg kritiserer islam, kritiserer jeg altsÃ¥ ogsÃ¥ muslimer, men – og det er selvfølgelig vigtigt – jeg kritiserer dem udelukkende for at være tilhængere af en kritisabel religion.

  6. Lotte Says:

    Morten, det er helt fair. Jeg tror, jeg måske er ude i noget moraltænkning uden at folde den helt ud.

    Debatten er vigtig, og har, som jeg ser du også antyder mere end en gang, det problem, at det et langt stykke hen af vejen handler om politisk korrekthed.

    Jeg mener, at islam er en lortereligion, men det mener jeg også at kristendommen er, jødedommen og et par stykker mere. Problemet er ikke AT mennesker tror, det må de selv om. Problemet er, at der bedrives (universel) moral, der ødelægger menneskeliv. Konkret eller i overført forstand. Og så kræves der særhensyn på grund af religiøse følelser. Har man hørt mage til VRØVL ! Man kunne lige så godt bede om tilsvarende hensyn til seksuelle følelser. Men den ville formentlig ikke gå.

    Buddhismen, taoismen og div udi andre beslægtede, kan jeg leve med fordi det ser ud til, at jo mere fundamentalistisk man er i nævnte religioner, jo mere fredelig er man også. I lovreligionerne ser det modsatte ud til at være tilfældet. Desværre. Og i den forbindelse er tørklædet et symbol, der principielt set er ligegyldigt. Det er ren signalpolitik overhoved at tage det op og tale om et forbud mod dommere og tørklæder. At ingen, eller kun de færreste, når til at tale om det egentlige (religionerne og deres status i bevidstheden vs. samfundet) er dybt beklageligt.

  7. Simon Kongshøj Says:

    Lotte skriver:

    “Buddhismen, taoismen og div udi andre beslægtede, kan jeg leve med fordi det ser ud til, at jo mere fundamentalistisk man er i nævnte religioner, jo mere fredelig er man ogsÃ¥.”

    Taoismen er en noget speciel religion, fordi den i hele sin levetid stort set har undgået at blive institutionaliseret, og aldrig har fået den samme samfundsbærende rolle som de monoteistiske religioner og hinduismen har det.

    Buddhismen har dog et par ubehagelige lig i lasten. Før Kinas invasion af Tibet var Tibet mildest talt ikke et specielt behageligt samfund at leve i for den menige tibetaner (…ikke at Kina, der notorisk skider pÃ¥ folkeretten og tørrer røv i menneskerettighedserklæringen, har gjort livet stort bedre for dem). Slaveri var en udbredt praksis, og mens kun en minoritet af tibetanerne faktisk var deciderede slaver (der typisk arbejdede som tjenestefolk i herremændenes boliger), sÃ¥ var langt hovedparten af befolkningen livegne bønder. Disse havde ingen rettigheder, og levede korte, brutale liv, der kombinerede det værste ved slaveriet (ingen rettigheder, arbejdstvang, ingen løn) med det værste ved traditionelle feudalbønder (herremanden behøvede ikke betale for mad, tøj mv. til dem).

    Dette system legitimeredes faktisk i buddhistisk teologi: Hvis man var født som livegen eller slave, sÃ¥ var det jo tydeligvis straf for at man havde været et skidt menneske i det forrige liv, og nu mÃ¥tte tage sin karmiske straf. Buddhismens budskab om ikke at slÃ¥ ihjel blev omgÃ¥et ved at lamaernes og herremændenes torturmestre pinte og lemlæstede forbrydere og kritikere, og smed dem ud i bjergene hvor “naturens gang” tog livet af dem — faktisk stort set samme retfærdiggørelsesmetode, som nÃ¥r den katolske kirke i middelalderen brændte folk levende, fordi bibelen jo sagde at kristne ikke mÃ¥tte tage andres blod.

    Selv en fredsommelig gang vås kan blive til en grusom undertrykkelsesmaskine, hvis den institutionaliseres. Magt korrumperer; absolut magt korrumperer absolut.

  8. mogmich Says:

    Jeg forstÃ¥r udmærket hvad du mener, Morten. Jeg ville iøvrigt ogsÃ¥ selv opfatte ordet “antimuslim” pÃ¥ mÃ¥de (2) hvis DU brugte det i en debat, fordi jeg kender dine holdninger sÃ¥ nogenlunde. Problemet er snarere, at “default-betydningen” af ordet ligesom er (1).

    Læg ogsÃ¥ lige mærke til, at jeg i min første kommentar slutter med at nævne RELIGIØSITET fordi jeg giver dig ret i, at man jo ikke kan adskille en religion fuldstændig fra de personer, der tror pÃ¥ den – især ikke hvis vedkommende giver direkte udtryk for sin tro i “det offentlige rum”.

  9. Morten Says:

    @Søren: Og her gik vi og troede, at tibetanerne var et fredselskende og venligt folkefærd, som bare vil have lov til at sidde og meditere i fred (ala Dalai Lama). Ved du noget om zen-buddhismen? Jeg har en fornemmelse af, at den har en slags forbindelse til “krigskunst” (fx bueskydning), men det er mÃ¥ske bare i en eller anden ritualiseret form. Fra mine besøg i Thailand har jeg ogsÃ¥ fÃ¥et det indtryk, at buddhismen kan indgyde folk en vis dødsforagt (de bliver jo bare genfødt) – er det ikke derfor de kører, som de gør?

    @Mogens: Det er jo fremragende, hvis vi kan forstÃ¥, hvad hinanden siger og mener – det er ligesom en forudsætning for enhver debat. Og jeg er glad for, at du ikke automatisk sætter mig i bÃ¥s med dem, der er antimuslimske pÃ¥ mÃ¥de nr. 1, selvom du mener, at det er default-betydningen. Det sidste er iøvrigt mÃ¥ske rigtigt nok – det kunne jo forklare, at sÃ¥ mange har skyndt sig at sige fra overfor Thulesen Dahls udtalelser.

  10. Søren Svendsen Says:

    Hej Morten

    Interessant betragtning og i det store hele mÃ¥ jeg give dig ret. Men personligt synes jeg at udtrykket “antimuslimsk” er for ladet lige nu til at man burde bruge det. I sÃ¥ fald at man vælger at bruge det skal man i den grad være meget klar i sin begrebsforstÃ¥else, og det kan være meget svært med soundbites. Og pÃ¥ den mÃ¥de kan jeg godt forstÃ¥ hypen, selvom at man som sÃ¥dan egentlig godt vidste at DF i væsentlige politikker er det og at adskellige DF-vælgere jeg har debatteret med mener nummer 1.

    Men sagen er jo også den at man kan give udtryk for det man mener om positiv særbehandling med andre ordvalg. Og heri formoder jeg at Thulesen har vurderet forkert, om hvilken værdi en provokerende måde at udtrykke det på, ville få.

  11. Morten Says:

    Tja Søren, eller ogsÃ¥ bør man netop bruge ordet for at gøre opmærksom pÃ¥, at det er fuldstændig legitimt at bekæmpe religion – og religionstilhængeres religionsudøvelse – og for at understrege, at religiøse ideer ikke har særlige krav pÃ¥ beskyttelse mod kritik (noget der er særligt pÃ¥krævet med islam, fordi muslimer sÃ¥ let bliver fornærmede).

    Men selvfølgelig har du ret i, at det er svært at trænge igennem med et nuanceret budskab. Spørgsmålet er bare, om man skal acceptere det og derved medvirke til at forfladige debatten?

    Forøvrigt var Thulesen Dahls udtalelser et svar på, at Birthe Rønn Hornbech havde kaldt DF antimuslimsk i en kronik, så det var altså ikke ham, der havde fundet på at bruge ordet.

  12. Jesper Says:

    Her følger lige lidt oplysninger om buddhismen:

    Buddhismen eller ”De tre juveler” (Triratna), som dens tilhængere kalder den, har gennem snart 2.500 år skabt et åndeligt og kulturelt fællesskab mellem de asiatiske folk i Syd-, Central- og Østasien. Man rubricerer normalt buddhismen i 3 retninger: theravada, mahayana og vajrayana. Jeg vil ganske kort redegøre for den ældste, theravada, og derefter fortælle den smule jeg ved om zenbuddhismen.

    Legenderne beretter, at Siddharta Gautama blev født i Lumbini i nutidens Nepal. Hans far var kong Shuddhodhana, og hans mor var dronning Maya. Ved hans fødsel blev det forudsagt at han enten ville blive en mægtig fyrste, eller en verdensfrelser. Hans far der absolut ikke foretrak sådan noget frelser tant og fjas, holdt ham indespærret i paladset. Ved guddommelig intervention så han en syg og en død, som åbnede hans øjne for den lidelse der findes i verden (duhkha).

    Han besluttede sig derfor at leve som munk, for at søge mening med livets gåde. Først levede han i hård askese, men da han begyndte at blive meget sulten, indså han at dette ikke var den rette vej. Da han blev 35, besluttede han at meditere under et piletræ indtil han havde fundet svaret på sine spørgsmål. Selv ikke Mara, herskeren over begær og genfødslernes verden, havde magt til at bryde hans beslutning. Efter 49 dages meditation opnåede han kendskabet til sine tidligere liv, hvor han havde været dyr, menneske og gud, og havde praktiseret de kvaliteter der førte til fuldkommenhed, nirvana (total udslukkelse.)

    Nirvana er en absolut sandhed uden for tid og rum, og mennesket kan derfor ikke forestille sig den, da vi er begrænset af vores sjæl i den forgængelige, fristeren Maras, verden. Men Buddha er vejlederen, som kan hjælpe os, hvis vi følger hans vejledning. Hans fremgangsmåde er den sammen som samtidens læger. Det er en firedelt analyse som ser sådan ud:

    1. Han definerer hvad lidelse er (duhkha). Svaret er den første ædle sandhed, at lidelsen er livets foranderlighed.
    2. Han beskriver livets oprindelse, dens årsag. Den anden ædle sandhed beskriver lidelsens oprindelse i grundlæggende uvidenhed, og følgerne i form af årsagskæden.
    3. Han påviser at man kan helbrede problemet. Den tredje ædle sandhed påviser at foranderligheden kan stoppes, og at man derved kan opnå den fuldt oplyste tildstand nirvana.
    4. Han giver recepten på helbredelse. Den fjerde ædle sandhed er den otteleddede middelvej

    Den første ædle sandhed: livets foranderlighed. Mennesket består af nogle sanser, der foruden vores 5 egne, også omfatter tankesansen. Den får sit materiale fra sindet. Sanserne binder mennesket til tilværelsen. Strømninger af ydre påvirkninger og indre tanker dukker hele tiden op, og skubber tanker om f.eks. en stol væk. Stolen forsvinder, ligesom de gode tanker man vil fastholde, men også de dårlige man gerne vil af med. Resultater er at den konstante foranderlighed man oplever gennem de seks sansers virksomhed, og den gør mennesket ulykkeligt.

    Mennesket består ligeledes af funktionsbundter: legeme, følelse, forestilling, bevidsthed og vilje. De ændres lidt efter lidt, og når man tror at ’Peter’ derfor er den samme, er det et udtryk for uvidenhed. Et menneskes legeme og personlighed går til grunde lidt efter lidt, og man anser sjældent selv de forandringer der sker, da man er på vej videre til næste trin i den universelle forandringsproces. Ved individets død er forandringen tydelig for enhver. Buddhister opfatter derfor ikke døden som noget tragisk. Alle disse bundter påvirker vores karma, der er resultater af vores handlen og tanker, og de determinerer vores genfødsel. Det er altså ikke nok at opføre sig ordentligt, man skal også tænke rigtigt. Altså, at vi hele tiden genfødes gør os ulykkelige.
    Denne radikalisme er den samme som Jesus forkynder i sin bjergprædiken, bortset fra at han først fødes 500 år senere end Buddha.

    Den anden ædle sandhed: Uvidenhed om årsagskæden. Vores karma er som sagt resultatet af vores handlinger og tanker. Har vi opført os godt, genfødes i næste liv som noget godt. Vi genfødes i årsagskæden, der også kaldes tilværelsens hjul (samsara). Man kan genfødes som gud, men det er ikke godt, for de er beruset af nydelse, og kan derfor ikke følge den otteleddede middelvej. Man kan genfødes som halvgud, men det er heller ikke rart, da de er for misundelige til at koncentrere sig om noget som helst. Man kan også genfødes som et dyr, men det er der heller ikke meget sjov ved; de kan heller ikke følge den otteleddede middelvej, da de ikke kan tænke og må følge deres instinkter. Mennesket er derfor den bedste genfødsel, da vi har mulighed for at følge Buddhas lærer.

    Den tredje ædle middelvej er viden om, at der findes en måde at undslippe genfødslernes verden på, og opnå nirvana. Nirvana betyder ’den totale udslukkelse’.

    Den fjerde ædle sandhed, er den otteleddede middelvej. Den indeholder midlet til at forstå Buddhas lære på, og består af:
    Forståelsen (prajna) af Buddhas lære: 1 den rette anskuelse, 2 den rette beslutning.
    Etik (sila): 3 den rette tale, 4 den rette handlen, 5 den rette livsførelse.
    Det kontemplative liv (dhyana): 6 den rette bestræbelse, 7 den rette besindelse, 8 den rette fordybelse.

    De første to handler om at have den rette motivation til at træffe det rigtige valg, og om at følge vejens led for at nå frigørelse. Altså beslutte at blive praktiserende buddhist.

    De næste tre er den etik, altså de normer man skal følge. Vores sind er forstyrret af nogle vaner, der hindre den sande indsigt. F.eks. sanselighed, had, dovenskab, uro og tvivl. Det skal den otteleddede middelvejs etik afhjælpe os med. Den er nedskrevet i fem konkrete punkter, som alle, både lægfolk og munke skal overholde. Man må ikke slå noget levende ihjel, man skal afholde sig fra at tage hvad der ikke gives, afholde sig fra utugt, man må ikke tale falsk og man må ikke indtage destillerede og gærede drikke, som forårsager beruselse. Formålet er at opøve mennesket i, at skabe god karma. (læg mærke til hvor meget de minder om de 10 bud)

    Meditation, eller kontemplation, er det sidste led i den åndelige renselsesproces. Det foregår gennem fire øvelser, som skal skabe strengere kontrol over ens sindelag. En øvelse foregår på et roligt sted og i en egnet stilling, så man kan koncentrer sig om sit åndedræt; det skaber ro om øvelsen.

    De fire øvelser er:
    bevidsthed om kroppen: man iagttager og lytter til kroppen. Det intensivere bevidstheden, og spændinger der skaber uopmærksomhed mindskes.
    Bevidsthed om følelsen: man indtager en rolig og fri holdning over for følelser af behag eller ubehag. Man at identificere sig ikke med dem, men undertrykker dem heller ikke.

    Bevidsthed om sindet: man iagttager selve skiftene i sindstilstanden, deres stadige strømme.
    Bevidsthedens objekt: en umiddelbar erfaring forbindes her med læren (dharma). Bliver man vred, konstatere man at man nu erfarer lidelsen (duhkha). Man bliver bevidst om lidelsen, og der igennem erfarer man lærens sandhed.

    Fordybelsesstadierne – 8. led – har til to formål, dels at bringe sindet helt til ro (samatha) ved at tanken dvæler ved en enkelt genstand, så buddhisten kan koncentrer alt i den dybe skuen af det helt anderledes nirvana. Dels det andet formål at udvikle den klarhed og indsigt dvs. den form for intuitiv erkendelse, der er grundlaget for at fatte de højeste meditationstilstande på transcendental visdom (prajna) altså indsigten i hvad virkeligheden egentligt er. Uden transcendental visdom kan ingen nå udslukkelse/befrielse (nirvana/moksha)

    Med denne lærer (Dharma) har jeg næsten redegjort for en stor del af buddhismen. Den er en tredjedel af den buddhistiske trosbekendelse.

    ”jeg tager min tilflugt til Buddha, jeg tager min tilflugt til Dharma, jeg tager min tilflugt til Sanga”

    Shanga er munke- og nonneordenen. Buddha grundlagde den for at støtte den enkelte munk (bhikshu) i det krævende meditationsarbejde, der skal rense krop og sjæl for dårlig karma. Dels for at udbrede læren så andre kan komme ind på den otteleddede middelvej. Når buddhister fører krig er det derfor helt misforstået, da muddhismen er en individuel religion. Man kan ikke snyde på nogen måde, og den eneste der kan udrette noget er en selv.

    Jeg beklager at snakker så meget, men jeg vil lige ridse nogle træk ved zenbuddhismen op for mortens skyld. Det her var faktisk kun tænkt som en introduktion til buddhisme, men kom så til at fylde noget mere.

    Zenbuddhismen, som er afledt af zen, der betyder meditation på japansk, er en vigtig retning inden for den japanske buddhisme. Zenbuddhismens vægtning af sindsro, kontemplation og spontanitet har haft massiv indflydelse på den Japanske kultur. Retningen mener at vejen til erkendelse ikke er studier af hellige skrifter, udførelse af ritualer, gode handlinger, men at den går gennem et spontant gennembrud, hvor hverdagens logik op opdeling pludseligt brydes. Den meditationspraksis som fører hertil, opnås bedst gennem personlig oplæring hos en zenmester (roshi), hvis metode kan variere fra skole til skole.

    Der findes flere retninger inden for zenbuddhismen. To overordnede og en folkelig.

    Rinzaizen blev indført i Japan og grundlagt her af Eisai (1141-1215). Den lægger i sin meditationsform vægt på den pludselige oplevelse af erkendelsen eller oplysningen (satori) formidlet gennem brug af gådespørgsmål (koan) og gennem kunstformer, herunder også fx havekunst og kampkunst. I Rinzai-zens historie er mesteren Hakuin en nøgleskikkelse.
    Den anden er Sotoskolen, som blev skabt på baggrund af Japans første zen-kloster, oprettet i 1227 af Dogen efter studier i Kina. I retningens meditationspraksis lægges især vægt på siddende meditation (za-zen), og på den gradvise oplysning gennem et fast træningsprogram og et klosterliv med arbejde og disciplin. Men Soto-zen er også folkelig, og dens templer fungerer som andre japanske buddhist-templer med begravelser, mindehøjtideligheder og sutra-recitation.
    Størst politisk indflydelse havde zenbuddhisme i Muromachi-perioden (1392-1568), men også i Tokugawa-tiden (1603-1868), da zenbuddhisme blandedes med samuraiernes moralkodeks (bushido), var påvirkningen stor blandt Japans krigerklasse og intellektuelle.

    Jeg ved ikke så meget om zenbuddhismen, og yderligere information ville kræve et opslag i en fagbog om emnet, men spændende er det nu alligevel.

    Jesper Kragh (alle stavefejl står selvfølgelig for min regning!)

  13. Jesper Says:

    Jeg burde vist tilføje at essensen med indlægget var, at konkludere at de lande hvor buddhismen hersker, burde være mere fredelige end de monoteistiske religioner. Desværre følges religionen ikke i sin reneste form som jeg har beskrevet overover…

  14. Lotte Says:

    @Jesper

    Burde være.
    De ER mere fredelige, det er da et faktum.

    Mener du noget andet?

  15. Jesper Says:

    Nej, Buddhisme er den mest fredelige af verdensreligionerne. Det er der ingen tvivl om, jeg hentydede bare til indlægget om buddhismen i Tibet.

  16. Lotte Says:

    Ok, ja det tænkte jeg nok.
    Tak for oplysende indlæg forresten.

    Og nÃ¥r det er sagt, sÃ¥ er min pÃ¥stand desuden, at buddhismen ogsÃ¥ er mere filosofi (i forstanden refleksion) end egentlig religion. Hvad der sÃ¥dan set bare, vil understøtte en af Mortens (sædvanlige) pointer 🙂

  17. Morten Says:

    Hvilken (sædvanlig) pointe er det Lotte?

  18. Lotte Says:

    Jamen helt banalt, at religion er af det onde, for så vidt, det bliver et samfundsanliggende. Det mener jeg at vide, at du som regel taler en del om.

    Og så er den indlysende kobling, at Buddhismen i og med sin mere filosofiske karakter, eller hvordan man nu vælger at vinkle den, er mindre skadelig med sin status som religion. Buddhisterne har simpelthen færre mord på samvittigheden. Det er vist en kendsgerning.
    SÃ¥ forekom det mig i den forbindelse, at netop Budhismen ville pisse dig mindre af. MÃ¥ske særligt Zen-varianten, der har indbygget den feature, at videnskaben rangerer højere end den personlige, subjektive forstÃ¥else af verden. Alt i alt forekom det mig, at du ville egne dig bedre som buddhist end kristen, muslim eller jøde 😀

  19. Morten Says:

    @Lotte: Jeg mener nu først og fremmest, at religion er noget skidt, fordi det simpelthen er usandt. Dernæst er hele postulatet om, at man kan opnÃ¥ nogen form for pÃ¥lidelig erkendelse gennem overleveringer, Ã¥benbaringer, meditation, studier af hellige bøger osv. noget skidt, for det er jo det, der fører til alle de usande forestillinger. Og først pÃ¥ 3-4 pladsen kommer sÃ¥ alle de skrækkelige ting, som er blevet gjort – og bliver gjort – i religionens navn.

    Så hvis jeg egner mig bedre som buddhist end som monoteist, så er det vist ude på otteogtyvende decimal eller noget i den retning. Som det tydeligt fremgår af Jespers indlæg, er buddhismen jo lige så fyldt med nonsens og lige så fjernt fra et naturalistisk verdensbillede som alle mulige andre religioner.

Leave a Comment