Nye kommentarer

Blogroll

Websites

Kategorier

Arkiv

Djævlekræft der smitter

Skrevet af Morten 24th november, 2007 Kategoriseret under Biologi, Parasitter


tasmanian-devil.jpg Mange har hørt om den tasmanske pungdjævel (Sarcophilus harrisii), mÃ¥ske fordi de kender tegneseriefiguren “Taz” eller mÃ¥ske snarere fordi den lille prins Christian fik fire djævle i dÃ¥bsgave af den australske regering. De fire djævle, som kan ses i Københavns Zoo, er iøvrigt de eneste, der kan ses i en zoologisk have udenfor Australien.

Den tasmanske pungdjævel er det største rov-pungdyr, der er tilbage i Australien – den kan veje op til ca. 12 kg. Den var tidligere udbredt over hele Australien men findes nu kun pÃ¥ Tasmanien.

Nogle har måske også hørt, at prins Christians fire pungdjævle måske kunne være smittede med en aggresiv kræftform, da der for et års tid siden blev fundet djævle med denne sygdom i den nationalpark, de kommer fra. Det havde jeg faktisk også hørt uden at tænke nærmere over, at kræft jo ikke normalt er en sygdom, der smitter.

Kræft er jo kendetegnet ved, at det er kroppens egne celler, der begynder at vokse og dele sig hæmningsløst, hvorved der dannes svulster, som ødelægger det omkringliggende væv, og der er altsÃ¥ ikke tale om nogen udefrakommende smitte. Nogle kræftformer kan ganske vist fremkaldes af virus, som selvfølgelig kan smitte fra person til person – et eksempel er livmoderhalskræft, som skyldes infektion med human papilloma virus – men her er det altsÃ¥ ikke selve kræften, der smitter.

Men den sÃ¥kaldte DFTD(devil facial tumor disease) smitter faktisk. Sygdommen, som giver anledning til tumorvækst i dyrenes ansigts- og halsregion , er tilsyneladende 100% dødelig – de stakkels dyr dør af sult i løbet af nogle mÃ¥neder – og det frygtes, at den vil kunne udrydde hele den vilde bestand pÃ¥ Tasmanien (her er et ulækkert billede af en inficeret djævel). Det er karakteristisk for kræftceller, at deres kromosomer er modificerede og omarrangerede pÃ¥ forskellige mÃ¥der og nogle mangler mÃ¥ske ligefrem, og det gælder ogsÃ¥ for DFTD-kræftceller fra de tasmanske djævle. Det særlige – og lidt uhyggelige – ved de syge djævles DFTD-kræftceller er, at de alle er modificerede og omarrangerede pÃ¥ stort set samme mÃ¥de. Det betyder, at alle DFTD-kræftcellerne i alle de smittede dyr er efterkommere af den samme oprindelige kræftsvulst fra den første djævel, der udviklede sygdommen. Eller sagt pÃ¥ en anden mÃ¥de: det er den samme kræftsvulst, der er ved at brede sig ud over hele bestanden af tasmanske djævle. Eller pÃ¥ en tredje mÃ¥de: kræftcellerne er blevet til en slags parasitter, der kan overføres fra dyr til dyr. Overførslen sker sandsynligvis, nÃ¥r dyrene, som det meste af tiden er solitære, kommer i slagsmÃ¥l over Ã¥dsler og bider hinanden. Det vides tilsyneladende ikke, hvordan kræftcellerne kan brede sig og leve videre i andre individer uden at blive opdaget og uskadeliggjort af disses immunforsvar. Det har vist sig, at der er en forholdsvis lille variation i MHC (major histocompatibility complex) genkomplekset i djævlebestanden, og det kan være en del af forklaringen. Dyrene har simpelthen forholdsvis ens vævstyper, og derfor kan grunden til, at der ikke udløses et effektivt immunrespons, muligvis være, at kræftcellerne, der overføres til et individ, ligner dette individs egne celler til forveksling med hensyn til cellernes overfladeantigener.

Her er en stump video, der viser en levende og rask tasmansk djævel – hvor ville det være trist, hvis den og dens artsfæller blev udryddet:

YouTube Preview Image

Pharyngula og Tara Smith har mere.

Update: En tilsvarende smitsom kræftform – Canine transmissible venereal tumour (CTVT) – findes Ã¥benbart blandt hunde. Den er dog ikke dødelig for individer, der har et velfungerende immunforsvar. Til gengæld spredes den effektivt, for den ses hos hunde over det meste af verden, selvom den menes at stamme fra en enkelt hund eller ulv, som levede for mellem 250 og 1000 Ã¥r siden (det er dermed den ældste kendte cancer).

{lang: 'da'}

Leave a Comment