Nye kommentarer

Blogroll

Websites

Kategorier

Arkiv

Nedarvning via RNA

Skrevet af Morten 31st maj, 2006 Kategoriseret under Biologi


Franske forskere har ifølge en artikel i Nature fundet, at RNA måske i nogle tilfælde kan fungere som arvebærende materiale, en rolle som ellers normalt udelukkende tilskrives DNA. Forskerne studerede et gen kaldet Kit, som i muteret form giver hvide pletter på halespidsen og fødderne hos mus. Når de krydsede mus, som begge bar et normalt og et muteret Kit gen, arvede noget af afkommet to normale gener, men det viste sig, at disse mus alligevel fik hvide pletter. Forskerne fandt desuden, at RNA produceret af mutantgenet blev akkumuleret i musenes sædceller og at RNA ekstraheret fra mutantceller og injiceret i normale ægceller resulterede i mus med hvide pletter.

Spørgsmålet er selvfølgelig, hvor udbredt det beskrevne fænomen er, og hvilken evolutionsmæssig betydning det måtte have. Der spekuleres i artiklen lidt over, om RNA-nedarvning kan medvirke til nedarvning af erhvervede egenskaber, men mon ikke vi skal vente lidt, inden vi inviterer gamle Lamarck ind i varmen.

{lang: 'da'}


2 Responses to “Nedarvning via RNA”

  1. Rasmus Says:

    Det er et fascinerende emne. Det skulle ikke undre mig, om man bliver nødt til at rehabilitere Lamarck en lille smule, om ikke andet så på det molekylære niveau. Inkorporeringen af retroviralt DNA i genomet er vel også et eksempel på nedarvning af tilførte egenskaber.

  2. morten Says:

    Ja, interessant er det, og det er selvfølgelig altid sjovt at spekulere, men mon ikke vi foreløbig skal spise brød til?

    Med hensyn til retroviralt DNA så ved jeg ikke, om man kender eksempler på, at en organisme har fået tilført nye egenskaber ad den vej, og under alle omstændigheder vil der vel være tale om en helt tilfældig proces, som ikke har noget med nedarvning af erhvervede egenskaber at gøre. Det forlød i øvrigt ikke i artiklen, om det overførte RNA blev revers transkriberet og indsat i afkommets genom, eller hvordan det blev udtrykt.
    Nu jeg tænker lidt over det, så ved jeg da egentlig heller ikke rigtigt, hvordan det her RNA-nedarvningsfænomen skulle kunne føre til nedarvning af erhvervede egenskaber – jeg videregav bare en spekulation fra artiklen. Det kræver jo, at en miljøpåvirkning kan modificere et individs arvemateriale på en hensigtsmæssig måde, så dets efterkommere bliver bedre i stand til at håndtere denne miljøpåvirkning, og det er vel svært at forestille sig med vores nuværende viden.

Leave a Comment